Eirik Moland (N): accordeon, synthesizer, percussion.
Født 1959 Saltdal i Nordnorge. Eirik er komponist og musiker og har været en del af den skandinaviske folkemusikscene i over 30 år.
Eirik har studeret komposition ved Norges Musikkhøgskole i Oslo og flyttede til Danmark i 1988. Han er flere gange blevet tildelt legater fra Dansk Komponistforening og komponisthonorarer fra Statens Kunstfond. Har medvirket både som musiker og komponist på flere cd-udgivelser i Danmark og Norge.
Med sine iørefaldende og originale kompositioner er Eirik arkitekten bag Nordskærs udtryk, og i hans kombination af accordeon og synthesizer mødes tradition og fornyelse. blandet med en usædvanlig stor kreativitet.
Arthur Vetvik (N): violin.
Født i 1970 og vokset op i Bergen. Arthur flyttede til Danmark i 2014, han er uddannet klassisk violinist i Oslo og Prag og optræder som solist i mange forskellige sammenhænge. Arthur har altid interesseret sig for folkemusik, og Nordskær nyder godt af hans udtryksfulde og virtuose violinspil, som er med til at definere kontrasterne i Nordskærs lyd.
Mats Lindblad (S): guitar, mandolin og drejelire.
Født i 1974 i Järna lidt udenfor Stockholm. Mats har boet i Danmark siden 1995, han er uddannet i klassisk guitar i S, DK, USA og England. Siden er mandolinen og drejeliren kommet til, samt et anseeligt pedalboard til guitarerne. I Nordskær har Mats efterhånden udviklet en stor lydmæssig og klanglig bredde: fra smukt klassisk guitarspil til rå distortion, droner og eksperimenterende klangflader.
Signe Wang Carlsen (DK): bas og percussion.
Født i 1974 og vokset op lidt nord for Aalborg og dermed bærer af titlen som Nordskærs eneste indfødte vendelbo. Hun er uddannet Rytmisk Kandidat med hovedfaget el-bas på Nordjysk Musikkonservatorium. Signe har stor erfaring fra livescener rundt om i hele Danmark og har spillet mange forskellige genrer indenfor rytmisk musik. I Nordskær danner hendes båndløse elbas bunden i musikken med sin bløde kontrabas-lyd og funky skarphed tilsat improvisation.